Krisebehandling skal tages meget alvorligt

Hører du nogle gange nogle mennesker, der har været i farlige situationer, sige, at de ikke tænkte over, hvad der skete i den givne situation, men at de bare reagerede på instinkterne, og at det først var bagefter, at de tænkte over, hvad der egentlig skete?

Ofte er det først her, de bemærker, hvor farlig den oplevelse egentlig var, og hvor galt det kunne være gået.

Man kan så mærke angsten, adrenalinen forsvinder, man får åndenød, bliver bange, tunnelsyn med videre – man er ganske enkelt endt i en krise, når man lige bevidst og måske også ubevidst fik tænkt på, hvad der reelt lige var sket.

Man er ganske enkelt endt i en krisesituation, som man ikke skal kimse ad, men som skal tages alvorligt af de pårørende og dem omkring en, hvis de ligefrem er uddannet til at vide, hvad man skal gøre her.

For på overfladen kan det virke for den berørte og de andre omkring personen, at alt er fint, og vedkommende bilder måske sig selv ind, at man kan overkomme mere, end hvad kroppen og sindet reelt kan.

Det er overlevelses-instinktet, der er blevet slået til, og det har fulgt os i mange år, mens vi er blevet dannet som mennesker.

Men derfor skal det stadig bearbejdes og tages alvorligt af andre, for den krise kan melde sig kort tid efter eller lang tid efter situationen, hvorfor man ofte bliver tilknyttet en krisepsykolog med det samme, så man på stedet kan få nogle værktøjer, man kan arbejde med senere, når tankerne melder sig.

Så har man nogle redskaber at tage fat i, men selv hvis det ikke er nok, så er det vigtigt, at man tager fat i nogle professionelle, der kan hjælpe en med at bearbejde, hvad man har været udsat for, om det var en enkeltstående situation, eller om det var noget, som stod på over en længere årrække.